Af Fie og Sandra

besøger Thailand, New Zealand, Australien, Fiji og USA

mandag den 12. marts 2012

Koh Chang, Thailand

Hej derhjemme!

Vi er nu på New Zealand og har været her i omkring 5 dage. I dag er det regnvejr så vi har taget en "day off" og får vasket noget tøj, købt ind og plejet tømmermændene osv.

Vi har ikke rigtig haft tid til at opdatere bloggen før nu, så her får et indlæg der fortæller om vores sidste 5 dage i Thailand.

Bangkok var stegende så selvom vores hensigt var at tage ind i landet og opleve den mere lokale del af Thailand, så valgte vi istedet at komme ud til vandet. Og det fortryder vi ikke:)

Vi valgte en ø der hedder Koh Chang fordi den lå kun omkring 6 timers rejse fra Bangkok og fordi vi havde hørt godt om den.
Her havde vi sol og mere sol ligesom i Bangkok, men det føltes helt anderledes på grund af den friske luft. Øen er meget grøn og terrænet er temmeligt kuperet. Det kunne især mærkes, når man kørte med de åbne taxaer igennem alle hårnålesvingene med tæt skov på hver side.

Tiden fløj af sted og vi har brugt det meste af den på at slappe af og nyde solen.
Når vi skrev at Bangkok var hektisk, så var Koh Chang det stik modsatte. Vi startede med at bo tre nætter på Lonely Beach. Vi boede lidt udenfor byen i en lækker bungalow lige ned til vandet. Det var et rigtig hyggeligt sted. Man boede næsten side om side med dem som arbejder på stedet og de er simpelthen så flinke:)

Selvom stedet lå lige ned til vandet, kunne vi ikke bade her fordi stranden var stenet, så vi måtte "nøjes" med poolen. Der var dog en fin strand ved Lonely Beach, og her tog det kun ca. et kvarter at gå til - hvilket vi gjorde hver dag og hver aften. Området var præget af unge mennesker, og stemningen var laid-back og ret hippie-agtig :)

Onsdag aften faldt vi over en bar, hvor de viste udendørs film. Så her lå vi på en terrasse, sammen med 50 andre og så avatar på storskærm og drak ananasshakes. Det var en sjov oplevelse, men da vi skulle hjem var der ingen gadelygter så vi måtte bevæge os igennem bælgragende mørke. Og vi håber, at det bare var aber der fulgte efter os i skoven (hvilket der var mange af).

Efter at have boet på Lonely Beach, tog vi videre op ad kysten til White Sand Beach. Her boede vi på et hotel, hvor vi have et fint værelse. Tv'et udnyttede vi også - mest musikkanalen, og efter 3 dage var vi blevet rimelig godt indviget i asiatisk musik - det er slet ikke så værst endda :)

White Sands tilbød en rigtig lækker strand med lyst sand og masser af barer og restauranter hvor man kan sidde helt ned til vandet og bare tæer i det varme sand. Byen var dog lidt mere turistet end det forrige sted.

Den første aften rendte vi sjovt nok ind i Fies fars fætter og hans kone, uden for en restaurant. Her besluttede vi os for at spise sammen. Hvor mærkeligt er det ikke lige at møde nogle man kender så langt væk hjemmefra?
Om lørdagen fik vi overtalt os selv til en times massage. Det kostede kun 250 baht, ca. 50 kr. Det var super afslappende og de var igen virkelig søde. Sandra var blevet rimelig solbrændt dagen før, derfor holdte vi os fra stranden den sidste dag indtil om aftenen hvor vi så solen gå ned mens vi spiste aftensmad.

Vi tog tilbage til Bangkok inden vi skulle med flyveren til New Zealand den næste dag. Så vi nåede heldigvis at få endnu en omgang af Thailands bedste forårsruller på vores nye yndlings restaurant - et gadekøkken på hjørnet lige nede ad vejen, hvor vi boede. Mmmmh ;)

Det har været vidt forskellige oplevelser at være i Bangkok og på Koh Chang, og de har været mega fede på hver sin måde.
Efter de 5 dage på Koh Chang har vi nu ladet op til de næste måneders oplevelser.


I må have det rigtig godt derhjemme!
Hilsen Fie og Sandra ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar